“Juridiske kurser. Højeste kvalitet. Laveste pris."

Dansk Advokatforsyning ApS har siden 2008 udbudt juridiske kurser under dette slogan. Vores målsætning er at stille kurser til rådighed for praktikere til den lavest mulige pris uden at gå på kompromis med hverken undervisningens kvalitet eller de fysiske rammer.

Sammenligner du os med andre udbyderes priser, vil du se, at vi ofte ligger under 2/3 eller endda under halvdelen - for mindst den samme vare.

Deltagerne i vores kurser er først og fremmest advokater, men også mange andre med behov for juridisk opdatering på et højt professionelt niveau – fx advokatfuldmægtige, advokatsekretærer, virksomhedsjurister, medarbejdere i stat og kommune, bank- og finanssektoren, inkassovirksomheder og ejendomsbranchen.

Indtil 2024 kaldte vi os KURSUSUNIVERS.

Før, under og efter kurset

Det følgende gælder normalt for vores kurser. Når afvigelser forekommer, vil disse altid fremgå af kursets side her på sitet.

-----------------

Du tilmelder dig et kursus via dette site. Du kan dog også tilmelde dig ved at sende en mail til mail@danskadvokatforsyning.dk. Fakturaen modtager du herefter straks pr. e-mail.

Samtidig modtager du et login til din helt egen kursusside, hvis du ikke i forvejen har et. På din personlige kursusside kan du bl.a.

  • se og ændre dine stamoplysninger og din adgangskode.
  • se dine kursuspoints og hvilke kurser, du allerede har deltaget i og fremover skal deltage i.
  • se program og kursusmateriale vedrørende det enkelte kursus og se hvem, der deltager i kurset. Deltagerlisten gør det fx lettere at aftale samkørsel med lokale kolleger og at kontakte andre deltagere efterfølgende.
  • se dine fakturaer.

Inden kurset bedes du downloade kursusmaterialet til din bærbare pc, som du medbringer. Du kan typisk vælge mellem at downloade en ”ren” version eller en version forberedt til notetagning. Du kan i stedet vælge at printe kursusmaterialet hjemmefra.

Kurserne afvikles typisk fra kl. 9,00 til kl. 16,00, og kursuspakken inkluderer normalt morgenbuffet, frokost og eftermiddagsbuffet. Dagen brydes af pauser, hvis antal, placering og længde fastlægges af underviseren på stedet.

Ved kursets afslutning underskriver og udleverer underviseren dit kursusbevis. (Du kan også downloade beviset fra din profilside – men uden den underskrift, der dokumenterer din deltagelse).

Ved dagens slutning modtager du automatisk en e-mail med opfordring til at evaluere kurset. Du kan foretage evalueringen anonymt i forhold til underviseren og omverdenen eller åbent. Både vi og vores undervisere sætter stor pris på at få at vide, hvad vi gør godt og hvor, der er forbedringsmuligheder.

Kurserne giver normalt 7 kursuspoints under Advokatsamfundets obligatoriske efteruddannelsesprogram.

Kosthensyn

Har du allergi, eller er der andre forhold, der gør, at du skal undgå visse madvarer mv., så skriv i god tid til os på mail@danskadvokatforsyning.dk. Så vil vores kursussteder gøre deres bedste for at imødekomme dit behov.